93
vilde De dog sikkert betone, at alt var sket „bare i Feberophidselse”. Ikke sandt? Er det ikke rigtigt?”
I Spørgsmaalets Tone laa der noget listigt.
Raskolnikow foer tilbage for Porphyrius, der havde bøjet sig mod ham, og stirrede ham tavs og forvirret lige i Øjet.
„Saa er der igen dette med Rasumichin, angaaende det Spørgsmaal, om han i Gaar kom til mig af sig selv, eller om De havde foranlediget ham til det? Der havde De dog maattet lægge særligt Eftertryk paa, at det var hans egen frie Vilje, og lagt Skjul paa, at De foranledigede ham til det! Og alligevel skjulte De det ikke, men betonede endog særligt, at det skete paa Foranledning af Dem!”
Raskolnikow havde slet ikke betonet dette. Det løb ham koldt ned ad Ryggen.
„De lyver!” sagde han langsomt og sagte, Læberne var fortrukne til et sygeligt Smil, „De vil atter vise mig, at De gennemskuer hele mit Spil, at De véd alle mine Svar paa Forhaand,” han følte selv, at han nu ikke vejede sine Ord tilstrækkeligt, „De vil blot skræmme mig … eller le mig ud!…”
Han stirrede endnu paa ham, men pludselig greb et ubeskriveligt Raseri ham atter.
„Alt dette er Løgn!” skreg han. „De véd selv godt, at en Forbryder gør bedst i ikke at skjule, hvad der ikke behøver at skjules. Jeg tror Dem ikke!”
„Altid kommer De med Udflugter,” sagde Porphyrius, „det er jo ikke muligt at komme overens med Dem, det er en Slags Monomani, som har grebet Dem. Altsaa De har ingen Tillid til mig? Naa, jeg kan forsikre Dem alligevel, at De har begyndt at faa Tillid til mig, og at jeg vil bringe Dem saa vidt, at De skænker mig fuldstændig Tillid;
