94
for jeg holder virkelig af Dem og ønsker Dem af Hjertet alt godt.”
Raskolnikows Læber sitrede.
„Ja, jeg ønsker Deres bedste, det gentager jeg,” vedblev han og greb Raskolnikow venskabeligt ved Armen, „jeg siger Dem for fuldt Alror — giv Agt paa Deres Sygdom. Især nu, da Deres Familie er kommen, tænk paa den. Det skulde være Deres Pligt at berolige og pleje dem, og i Stedet derfor skræmmer De dem…”
„Hvad kommer det Dem ved? Hvad véd De om den Sag? Hvorfor interesserer De dem for det? De har mig altsaa under Opsigt og vil vise mig det?”
„Bedste Ven! Af Dem, af Dem selv har jeg jo hørt alt dette! De mærker slet ikke, at De i Deres Uro selv plaprer ud med alt, baade til mig og til andre. Ogsaa af Hr. Rasumichin hørte jeg i Gaar interessante Detaljer. Nej, De afbrød mig før, men jeg gentager, at De trods Deres Skarpsindighed har tabt det rigtige Blik for Tingene ved Deres mistænksomme Væsen. For Eksempel, for endnu en Gang at berøre det med Dørklokken — en saadan Skat, et saadant værdifuldt Faktum har jeg, Undersøgelsesdommeren, prisgivet for Dem! Og deri ser De sletingen Ting? Naa, hvis jeg blot mistænkte Dem en ganske lille Smule, kunde jeg vel da handle saa lvyalt? Jeg maatte dog tvertimod først dysse Deres Mistænksomhed i Søvn, slet ikke gøre Mine af, at jeg overhovedet kendte denne Faktum; burde meget mere have ledet Dem bort fra det, over paa den modsatte Side, og derpaa pludselig og uventet med dette Spørgsmaal sætte Dem Pistolen for Brystet: „Hvad behagede De, min Herre, at gøre i den Myrdedes Bolig Klokken ti eller henimod elleve om Natten? Hvorfor ringede De paa Dørklokken? Og hvorfor
