96
Raskolnikow saa paa ham stolt og med Foragt.
„Med et Ord,” sagde han fast og lydt, idet han rejste sig og derved stødte Porphyrius lidt fra sig, „med et Ord, jeg vil vide, om De afgjort erklærer mig fri for al Mistanke eller ikke? Tal, Porphyrius Petrowitsch, tal tydeligt og afgørende — og det straks!”
„Ak, hvad det er for en Plage med Dem, en sand Plage!” raabte Porphyrius, men var ikke desto mindre helt munter og havde et fiffigt og slet ikke bekymret Udtryk. „Ja, hvorfor behøver De egenlig at vide det, hvorfor vil De vide saa meget? — man har jo endnu slet ikke generet Dem! De er jo aldeles som et Barn, der absolut vil lege med Ilden. Hvorfor er De da saa urolig? Hvorfor trænger De Dem saa paa, hvad er Grunden?… svar mig derpaa?
„Jeg gentager,” raabte Raskolnikow, ,at jeg ikke længer kan holde det ud!”
„Hvilket? Hvad kan De ikke holde ud? Uvisheden?” afbrød Porphyrius.
„Lad være at haane mig!… Jeg siger Dem, at jeg ikke finder mig deri … jeg vil ikke taale det! Hører De! Hører De!” raabte han og slog atter Næven i Bordet.
„Rolig, vær dog rolig! Folk kan jo høre det altsammen! Jeg advarer Dem alvorligt, vogt Dem, jeg spøger ikke!” sagde P-rphyrius hviskende; men denne Gang var der i hans Ansigt ikke længer det forrige kvindelige, godmodige og ængstelige Udtryk; tværtimod, nu befalede han, strængt, med rynkede Øjenbryn og, ligesom med ét Slag, knusende alle Hemmeligheder og Tvetydigheder. Men det var kun et Øjeblik.
Den forbløffede Raskolnikow adlød besynderligt
