Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/491

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

97

nok atter Befalingen om at tale sagtere, skønt han var i det højeste Udbrud af Vrede.

„Jeg lader mig ikke længer pine”, hviskede han ligesom før. Han begreb øjeblikkelig, trods Smærten og hadet, som han følte ved det, at han ikke kunde unddrage sig denne Befaling, og dette satte ham endnu mere i Raseri. „Arrester mig, undersøg mig, men iagttag de lovlige Former og leg ikke med mig! Understaa Dem ikke!…”

„Gør Dem dog ikke Bekymringer med de lovlige Former,” afbrød Porphyrius ham spodsk, og det syntes at være ham en Glæde at gøre sig lystig over Raskolnikow, „nu har jeg jo kun saa ganske fortrolig indbudt Dem, Allerkæreste, saadan ganske venskabeligt!…”

„Jeg ønsker ikke Deres Venskab og spytter paa det! Hører De? Se her, nu tager jeg min Hue og gaar. Naa? hvad vil Du nu sige til det, hvis Du har til Hensigt at arrestere mig?”

Han tog Huen og gik til Døren.

„Men Overraskelsen!… vil De da ikke først se paa Overraskelsen?” sagde Porphyrius, idet han atter tog ham ved Armen og holdt ham tilbage ved Døren. Han begyndte synlig atter at blive lystigere og spøgefuldere, saa Raskolnikow blev ganske ude af sig selv.

„Hvad for en Overraskelse? hvad taler De om?” spurgte han og blev pludselig staaende som fastnaglet.

„Overraskelsen sidder her hos mig bag den Dør, ha, ha, ha! Han pegede med Fingeren paa den lukkede Dør i Væggen, der førte ind til Embedsboligen. Jeg har lukket den inde, saa den ikke skal løbe bort fra mig.”

„Hvad er det? hvor? hvad?…” Raskolni-