100
er det for en Uorden!” raabte Porphyrius og styrtede til Døren.
„Han har…” begyndte den samme Stemme, men standsede pludseligt.
Omtrent to Sekunder, ikke længere, varede Kampen; derpaa syntes det, som om en Person stødte en anden bort med Magt — straks derpaa traadte et meget blegt Menneske ind i Kabinettet.
Dette Menneskes Udseende var i høj Grad ejendommeligt. Han stirrede hen for sig og syntes ikke at se nogen. I hans Øjne lyttede en fast Beslutning, en Dødbleghed, som om man førte ham til Retterstedet, bedækkede hans Ansigt. Hans blege Læber skælvede.
Han var endnu meget ung og klædt som en Arbejder, middelstor, mager, med kortklippet Haar og fine, men haarde Ansigtstræk.
Den, der uventet var bleven stødt bort, styrtede efter ham ind i Værelset, og det lykkedes ham at gribe ham ved Skulderen; det var en af Politieskorten; men Nikolaj rev sig atter løs fra ham.
I Døren trængte nogle nysgærrige sig frem, flere forsøgte endog at trænge sig ind i Værelset; alt dette varede kun faa Øjeblikke.
„Bort med ham, det er endnu for tidligt! Vent til man kalder Dig!… Hvorfor har De bragt ham ind nu?” brummede Porphyrius Petrowitsch yderst ærgerlig, aldeles som om man havde krydset hans Planer.
Men Nikolaj faldt pludselig ned paa Knæ.
„Hvad vil Du?” raabte Porphyrius forbavset.
„Jeg har gjort det! Jeg er Morderen!” lød det pludseligt fra Nikolajs Mund med næsten aandeløs, men dog temmelig lydelig Stemme.
Omtrent i ti Sekunder varede Tavsheden, det var, som om alle pludselig var forstenede; endog den
