Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/495

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

101

eskorterende Politifunktionær veg tilbage og vovede sig ikke atter frem til Nikolaj; han vendte tilbage til Døren og stod der ubevægelig.

„Hvad skal det betyde?” raabte Porphyrius Petrowitsch, da han havde samlet sig efter sin Bedøvelse.

„Jeg er … Morderen!…” gentog Nikolaj efter en liden Stund.

„Hvad?… Du er?… hvordan det? Hvem har Du dræbt?”

Porphyrius Petrowitsch havde øjensynlig tabt Selvbeherskelsen.

Efter en Stund sagde Nikolaj:

„Aljona Iwanowna og hendes Søster Elisabeth Iwanowna har jeg … slaaet ihjel … med Øksen. Jeg var greben af en pludselig Sindsforvirring”, tilføjede han og taug atter. Han laa endnu stedse paa Knæ.

Porphyrius stod der nogle Øjeblikke eftertænksomt, mandede sig imidlertid straks op og vinkede de ubudne Tilhørere bort. De forsvandt i et Nu, og Døren blev lukket.

Derpaa betragtede han Raskolnikow, som stod i Krogen og paa sin Side stirrede paa Nikolaj, vendte sig saa atter til Nikolaj, saa til Raskolnikow, derpaa atter til Nikolaj, og styrtede derpaa med en pludselig Beslutning løs paa den sidstnævnte.

„Hvordan kan det falde Dig ind at komme til mig med din sindsforvirrede Snak?” skreg han rasende til ham. „Jeg har jo slet ikke spurgt Dig om det? … sig nu, har Du virkelig dræbt hende?”

„Jeg er Morderen … jeg aflægger Tilstaaelse” sagde Nikolai.

„Aa Snak!… Hvad dræbte Du hende med?”

„Med en Økse. Jeg havde den i Beredskab.”

„Saa sagte! Var Du alene?”