103
raskelse; vil De ikke først vise mig den?” sagde Raskolnikow spotsk.
„Tænderne klaprer jo endnu i Munden paa Dem, og alligevel begynder De igen! ha, ha! Hvad De dog er for et ironisk Menneske! Naa, paa Gensyn altsaa!”
„Forhaabentlig mener De — Farvel!”
„Om Gud vil!” mumlede Porphyrius med et surt Smil.
Da Raskolnikow gik gennem Kontoret, bemærkede han, at man saa opmærksomt efter ham.
I Forværelset opdagede han blandt en Flok Mennesker begge Portnerne, som han den Gang havde opfordret til at gaa til Politiet med ham. De stod og ventede.
Knap var han imidlertid ude paa Trappen, saa hørte han allerede Porphyrius Petrowitsch's Stemme bagved sig. Da han vendte sig om, bemærkede han, at han løb efter ham og var ganske stakaandet.
„Endnu et Ord, Rodion Romanowitsch; — hvad den Affære derinde o. s. v. betræffer — naa, om Gud vil! Men for at gøre de retslige Former Fyldest, maa jeg dog endnu ulejlige Dem — vi ses altsaa igen, ikke sandt?”
Og Porphyrius blev smilende staaende foran ham.
„Ikke sandt?” gentog han; det syntes, som om han havde til Hensigt endnu at sige noget — men der kom ikke mere.
„Og mig, Porphyrius Petrowitsch, maa De undskylde — jeg beder Dem — for dette her før … jeg blev hidsig…” begyndte Raskolnikow, der nu var ganske fattet og havde det uimodstaaelige Ønske at gøre sig vigtig.
„Det siger intet!” afbrød Porphyrius ham i en næsten fornøjet Tone … „jeg selv var jo ogsaa
