107
men til Gravøllet kunde han endnu komme, og der — skulde han træffe Sofia.
Han blev staaende, betænkte sig, og et smærteligt Smil lagde sig over hans Læber.
„I Dag, i Dag!” sagde han hen for sig, „ja endnu i Dag! Det maa være saadan —”
Han vilde lige til at aabne Døren, da den pludselig gik op af sig selv.
Han foer sammen og gik et Skridt tilbage. Døren aabnede sig langsomt og sagte, og foran ham stod en Skikkelse — Manden fra i Gaar.
Manden blev staaende paa Tærskelen, saa tavs paa Raskolnikow og traadte et Skridt nærmere.
Han saa aldeles ud som i Gaar, den samme Figur, den samme Klædedragt — kun i hans Ansigt var der indtraadt en stor Forandring; han saa nu meget bekymret ud og sukkede dybt.
Der manglede ikke meget i, at man kunde have antaget ham for en Kvinde.
„Hvad vil De?” spurgte Raskolnikow dødbleg.
Manden tav et Øjeblik og bukkede sig derpaa næsten ned til Gulvet for ham. Med sin højre Haands Pegefinger berørte han Gulvet.
„Hvad vil De?” raabte Raskolnikow.
„Tilgiv mig, jeg har taget fejl!” sagde han sagte.
„I hvad?”
„I onde Beskyldninger.”
De saa paa hinanden.
„Jeg følte mig saa krænket. Da De den Gang kom — maaske var De ikke ganske ædru — og opfordrede Portnerne til at gaa til Politiet med Dem, og spurgte efter Blod, da krænkede det mig, at man lod Dem gaa og antog Dem for drukken. Det krænkede mig i den Grad, at jeg ikke kunde sove.
