109
ham fast? Og det om Boligen, det havde Porphyrius først erfaret nu, netop nu, og han havde ingen Ting vidst om det før!
„Har De fortalt Porphyriuz i Dag … at jeg var derhenne ?” raabte han truffen af en pludselig Idé.
„Hvad for en Porphyrius?”
„Undersøgelsesdommeren.”
„Ja, jeg sagde ham det Portneren vilde ikke gaa derhen, og saa gik jeg.”
„I Dag?”
Et Minut før De kom til ham. Jeg hørte hvorledes han plagede Dem?”
„Hvor? hvad? naar?”
„Der oppe i Undersøgelsesdommerens Værelse! Der sad jeg bag Væggen; jeg sad der hele Tiden.”
„Naa saaledes? De var altsaa Overraskelsen? Hvorledes er det gaaet til? Fortæl!”
„Da jeg saa,” begyndte Manden, „at Portnerne ikke agtede paa mine Ord, under Paaskud af, at det var for sent, og fordi de frygtede for at blive dragne til Ansvar, fordi de ikke var komne straks, saa krænkede det mig meget; jeg kunde ikke sove, og jeg begyndte at skaffe mig Oplysninger. Da jeg nu i Gaar havde snuset al Ting op, gik jeg derhen i Dag. Første Gang — var han ikke kommen. En Time senere — blev jeg ikke modtagen; tredie Gang — da modtog man mig endelig. Jeg begyndte alsaa at fortælle ham al Ting som det var; og da begyndte han at løbe op og ned i Værelset og slaa sig med Næven paa Brystet: I Røvere, sagde han, hvorledes er det at I har baaret Jer ad? Hvis jeg havde vidst alt det, saa skulde jeg ladet ham hente med Vagten!” Saa løb han ud, raabte paa nogen og talte hemmeligt med ham i Krogen; saa kom han
