111
VII.
Morgenen efter den for Lushin saa skæbnesvangre Forhandling med Dunetschka og Pulcheria Alexandrowna, havde virket adskilligt afkølende paa ham. Til sin store Misfornøjelse maatte han lidt efter lidt overtyde sig om, at det, som i Gaar endnu havde forekommet ham som en næsten fantastisk og tilsyneladende umulig Begivenhed, — en fuldendt Kendsgærning, der ikke længer stod til at ændre.
Den saarede Egenkærligheds Orm havde hele Natten naget paa hans Hjærte.
Saa snart han var staaet op, skyndte han sig hen til Spejlet for at overbevise sig om, hvor vidt Galden var løbet over hos ham. Men da han fik se sit hvide, velnærede Ansigt, beroligede han sig nogenlunde og kom til det Resultat, at han sikkert nok kunde finde sig en anden Brud, der maaske svarede endnu mere til hans Fordringer.
Men knap var denne Tanke opstaaet, saa blev den ham saa irriterende, at han spyttede energisk, hvad der fremkaldte et sarkastisk Smil hos hans Logiskammerat og unge Ven Andrej Ssemjonowitsch Lebesätnikow. Peter Petrowitsch bemærkede dette Smil og førte det ogsaa op paa sin unge Vens Konto.
Denne Konto var iøvrigt allerede belastet med adskilligt; han var rasende over sig selv og over den Dumhed, at han havde meddelt Andrej Ssemjonorvitsch Resultaterne fra i Gaar Aftes.
Dette var allerede den anden Fejl, som han i sin Ophidselse i Gaar havde begaaet i Iver og overdreven Meddelsomhed.
Slag i Slag fulgte i Dag den ene Ubehage-
