116
store Narre som denne, saa vilde hans Frygt dog ikke være aleven formindsket.
Disse Ideer og Systemer, som Andrej Ssemjonowitsch straks havde rystet ud over ham, interesserede ham egenlig slet ikke; han havde blot det ene Maal for Øje: hvorledes og hvad var her egenlig passeret — dette maatte han fremfor alt se at finde ud af.
Har disse Folk virkelig Indflydelse, eller har de ikke? Vilde man drage ham frem for Offenligheden, hvis han gjorde det eller det, eller ikke? Og hvis man kunde frygte for Afsløringer, galdt det om at vide, hvad for Ting der nu fortrinsvis blev draget frem for Offenligheden.
Men dette var ikke alt. Var det ikke muligt, hvis disse Afslørere virkelig skulde være mægtige, at snige sig ind hos dem selv og saa trække dem selv ved Næsen? Kunde man ikke for Eksempel indrette det saaledes, at man endogsaa gennem disse Folk blev befordret i sin Karriere?
Med ét Ord, der var hundrede Spørgsmaal at løse.
Denne Andrej Ssemjonowitsch var et fast- og kraftløst Menneske, skrofuløs, liden af Vækst, en underordnet Embedsmand, latterlig blond og med kotelet-whiskers, som han var meget stolt af. Han havde næsten bestandig daarlige Øjne.
Hans Hjærte var godt, men hans Tale meget selvbevidst, stundom endog udfordrende — i Betragtning af hans Figur blev dette naturligvis altid latterligt.
Hos Amalia Iwanowna regnedes han til de bedste Lejeboere, thi han drak ikke og betalte punktligt; men Resultatet af det Hele var dog — at Andrej Ssemjonowitsch virkelig var temmelig enfoldig.
