117
Skøndt Lebesätnikow var godmodig, havde han dog allerede begyndt at finde sin Kontubernal og forhenværende Formynder uudholdelig. Dette var kommet af sig selv og gensidigt.
Trods sin Enfoldighed havde dog Andrej Ssemjonowitsch snart mærket, at Peter Petrowitsch løj for ham og i Hemmelighed foragtede ham, og at han ikke holdt ham for en af de „Ægte”.
Han havde prøvet paa at udvikle Fourniers System og Darwins Teori for ham, men mærkede, at Peter Petrowitsch stadig mer og mwr sarkastisk hørte paa ham — i den sidste Tid begyndte denne endog at skælde ham ud.
Lushin havde paa sin Side nemlig instinktmæsssigt følt, at Lebesätnikow ikke blot var et ubetydeligt og enfoldigt Menneskebarn, men sandsynligvis endog en Pralhans; at han i sin egen Kreds ikke havde den ringeste Indflydelse, og at han havde al sin Visdom blot paa tredje Haand; ydermere, at han slet ikke lod til at forstaa sin Forretning, Propagandaen, da han vedvarende indviklede sig i Modsigelser.
Ved denne Lejlighed maa vi endnu bemærke, at Peter Petrowitsch, især i Begyndelsen, ret gærne og uden Modsigelse lod sig paadigte de besynderligste Egenskaber, saaledes for Eksempel, at han ved Oprettelsen af en vordende Kommune etsteds i Nærheden af Høtorvet vilde medvirke paa det kraftigste; eller for Eksempel, at han ikke vilde forhindre, at Dunetschka allerede i den første Maaned af sit Ægteskab fandt for godt at lægge sig en Elsker til; eller at han ikke vilde lade sine Børn døbe og andet i denne Genre.
Peter Petrowitsch lod sig i Tavshed alt dette gefalde, lod sig endog rose for det — han var overordenlig modtagelig for enhver Ros.
