122
Men haab ikke paa, at De atter kan omvende mig, det er nu for sent. Jeg ønsker Dem Held og Lykke!” Saaledes maa slige Breve skrives!”
„Denne Terebjewa, det er vel hende, om hvem det hedder, at hun allerede befinder sig i det tredie „polske” Ægteskab?”
„Nej, kun i det andet, om man betragter det rigtigt; men om det ogsaa var det fjerde, ja det femtende, hvad gør saa det? Har jeg nogensinde beklaget at have mistet Fader og Moder, saa er det særligt nu. Hvor ofte har jeg ikke sværmet for, hvordan jeg, hvis de endnu levede, ved min Protest skulde klargøre dem mit Standpunkt. Med Vilje skulde jeg have søgt Lejlighed til det. Jeg skulde nok have vist dem det og sat dem i Forbavselse! Det er virkelig Skade, at jeg ingen Forældre har!”
„Som De kunde sætte i Forbavselse? Ha, ha! Naa, lad De blot det være,” afbrød Peter Petrowitsch ham, „sig mig heller: De kender vel Datteren til den Afdøde, denne lille, uanselige Pige! Er det virkelig den rene Sandhed, som man siger om hende?”
„Naa, og hvad gør saa det? Efter min Mening, det vil sige efter mine personlige Anskuelser, er dette den egenlige, normale Tilstand hos alle Kvinder. Under den nuværende Samfundsorden er denne Tilstand visselig ikke ganske normal, thi den er fremtvungen, men i Fremtiden vil den blive normal, det vil sige fri. Ja, selv nu havde hun en Ret til det: — hun led Nød, og det var hendes Hjælpefond, saa at sige hendes Kapital, som hun fuldkommen frit kunde raade over. Naturligvis, i det vordende Samfund behøves der ingen „Fonds” mere; men hendes Rolle vil der faa en anden Betydning, blive ordnet efter fornuftige Grundsætninger. Men hvad Sofia Ssemjonowna personlig
