129
Han kom lige nu, jeg saa det … hvad er der med ham?”
„Naa, saa vil jeg udtrykkelig bede Dem at blive her og ikke lade mig være alene med denne … Dame. Det er en Bagatel, men man kan gøre, Gud véd hvad, ud af det. Jeg vil ikke gerne have at Raskolnikow skulde fortælle noget derhenne … Forstaar De, hvad jeg mener?”
„Aa, jeg forstaar alt!” sagde Lebesätnikow. „Ja, De har Ret … men efter min Mening gaar Deres Ængstelighed dog for vidt … Og dog, De har alligevel Ret. Ønsker De det altsaa, saa bliver Jeg; jeg stiller mig med Vinduet og skal ikke forstyrre…”
Peter Petrowitsch satte sig lige over for Sofia ved Bordet, saa opmærksomt paa hende og antog pludselig en overordenlig solid, endog noget stræng Mine, som om han vilde sige: „Det er helst ikke værd, at Du tænker noget, min Frøken.” Sofia blev ganske forlegen.
„For det første anmoder jeg Dem, Sofia Ssemjonowna, om at undskylde mig hos Deres ærede Moder … Ikke sandt Katerina Iwanowna er Dem jo i Moders Sted?” begyndte Peter Petrowitsch venligt. Man kunde se paa ham, at det var de venskabeligste Hensigter, der besjælede ham.
„Jo, det er rigtigt,… hun er mig i Moders Sted,” svarede Sofia ængsteligt.
„Naa, altsaa, De maa endelig undskylde mig hos hende, at jeg ved særlige Omstændigheder er forhindret fra at være til Stede ved Gravøllet, trods Deres Moders venlige Indbydelse!”
„Jeg skal sige hende det, straks,” og Sofia skyndte sig at rejse sig.
„Men det er ikke alt,” tilføjede Peter Petrowitsch hurtigt og smilede over hendes Naivitet og
