132
…” hviskede Sofia og betragtede Hr. Lushin opmærksomt.
„Ja, det lod sig gøre; men … naa, derom siden … det vil sige, man kunde jo allerede i Dag begynde med det. I Aften ses vi og taler om det, og gør Begyndelsen. Kom altsaa herop ved Syvtiden; Andrej Ssemjonowisch vil forhaabenlig da ogsaa tage Del i … dog … der er en Omstændighed, som først nøje maa overvejes, og just derfor har jeg ulejliget Dem hid, Sofia Ssemjonowna. Efter min Mening kan man nemlig ikke betro Katerina Iwanowna Penge, det vilde være farligt; Beviset er — Gravøllet i Dag. Uden saa at sige at have en Brødskorpe til i Morgen, og … naa, bliver Skotøj og sligt købt i Dag, selv Jamaikarom og jeg tror endogsaa Madeira og … og Kaffe. Jeg saa det, da jeg gik forbi, og — i Morgen staar atter Nøden for Døren, ikke et Stykke Brød; — det er dog det rene Vanvid! Og derfor maa Subskriptionen, efter min personlige Mening, arrangeres saaledes, at den ulykkelige Enke saa at sige slet ikke véd noget om Pengene, men for Eksempel kun De alene. Har jeg ikke Ret i det?”
„Jeg véd ikke. Hun er i Dag saa … det forekommer bare en Gang i Livet … det var hende saa meget om at gøre at holde Gravøl efter den afdøde; vise ham den Ære … ellers er hun meget fornuftig. Men forøvrigt som De ønsker … jeg vil være Dem meget, meget … og allesammen vil være meget … og Gud vil … og de smaa faderløse…”
Sofia kunde ikke tale tilende og begyndte at græde.
„Ja, ja, det er godt; overlæg nu alt dette; men modtag for det første, til Hjælp for Deres Familie, en efter mine Ævner afpasset Sum. Jeg
