133
ønsker indstændigt, at mit Navn ikke maa blive nævnt i den Forbindelse. Her … da jeg ogsaa har mine Bekymringer, er jeg ikke i Stand til at give mere.”
Og Peter Petrowitsch rakte Sofia en Tirubelseddel, som han omhyggelig havde foldet ud.
Sofia tog den, rødmede, rejste op, hviskede nogle uhørlige Ord og skyndte sig at tage Afsked.
Peter Petrowitsch fulgte hende højtideligt lige tll Døren.
Endelig slap hun ud i en ejendommelig bevæget Stemning og vendte i den største Forvirring tilbage til Katerina Iwanowna.
Under hele denne Scene havde Andrej Ssemjonowitsch dels staaet ved Vinduet, dele gik han op og ned for ikke at forstyrre Samtalen; men da Sofia var gaaet, gik han pludselig hen til Peter Petrowitsch og rakte ham højtidelig Haanden.
„Jeg har hørt alt og set alt,” sagde han, idet han særlig betonede de sidste Ord. „Det er ædelt, eller med andre Ord humant! De vil undgaa Taksigelser, jeg saa det! Og skønt jeg — det vil jeg tilstaa — af Princip ikke sympatiserer med privat Velgørenhed, — fordi den ikke alene ikke udrydder det sociale Onde, men endogsaa giver det ny Næring — saa kan jeg desuagtet ikke lade være at tilstaa, at Deres Handlemaade glædede mig — ja, den ligefrem behagede mig.”
„Aa, hold op med det Vrøvl!” mumlede Peter Petrowitsch lidt opirret og syntes at betragte Lebesätnikow usædvanligt skarpt.
„Nej, det er ikke noget Vrøvl! Et Menneske, der som Dem, er bleven fornærmet og vred over Begivenheden i Gaar, og paa samme Tid er i Stand til at tænke paa andres Ulykke — et saadant Menneske … selv om han ved sin Handling begaar en social Fejl — er ikke destomindre … agtværdigt!
