134
Det ventede jeg ikke af Dem, Peter Petrowitsch, saa meget mere, da De efter Deres Begreber … aa, hvor dog Deres Begreber lægger Dem Hindringer i Vejen! Hvorledes tager De nu ikke det Uheld i Gaar,” udbrød den godmodige Andrej Ssemjonowitsch, der pludselig atter fik et nyt Anfald af Velvilje for Peter Petrowitsch, „og hvad skal ogsaa dette Ægteskab til, dette lovlige Ægteskab, min ædleste, kæreste Peter Petrowitsch! Hvad behøver De denne Lovlighed i Ægteskabet for? Naa, De maa gærne blive vred paa mig for det, men jeg er meget glad over … at det ikke lykkedes Dem … at De er fri, at De endnu ikke er ganske tabt for Menneskeheden, jeg er virkelig glad … Ja, nu har jeg faaet talt ud!”
„Fordi jeg ikke har Lyst til i Eders polske Ægteskab at gaa med Horn og opdrage fremmede Børn — derfor finder jeg et lovligt Ægteskab nødvendigt,” svarede Lushin, bare for at svare noget. Han havde øjensynlig andre Ting i Hovedet og var adspredt.
„Børn? De nævnte Børn?” Andrej Ssemjonowitsch foer pludselig op som en Stridshest, der hører et Trompetstød. „Børnene, det er et socialt Spørgsmaal af højeste Vigtighed, det er jeg enig med Dem i; men Spørgsmaalet om Børnene løses paa en ganske anden Maade. Nogle lader endogsaa Børnene helt og holdent ude af Betragtning ligesom enhver Hentydning til Familien. Om Børnene kan vi tale siden, men lad os nu befatte os med Hornene. Jeg maa tilstaa, at dette er min svage Side. Dette afskyelige Udtryk er i Fremtidens Ordbog endog utænkeligt. Og hvad er da egentlig Horn? O, hvilken Forvildelse! Hvad har da Horn for en Betydning? Hvorfor Horn? Hvilken Snak! Tværtimod, i det ikke lovstemplede Ægteskab vil der slet ikke gives Horn! Horn er
