135
kun de naturlige Konsekvenser af et lovligt Ægteskab, saa at sige dets Bekræftelse, en Protest derimod, saa i den Betydning er det slet ikke beskæmmende … Og hvis jeg nogensinde skulde indgaa et lovligt Ægteskab — forudsat at en saadan Taabelighed var mulig — saa vilde jeg endog glæde mig over Eders fordømte Horn; jeg vilde da sige til min Kone: „Min Veninde, hidtil har jeg kun elsket Dig, men nu agter jeg Dig — thi Du har forstaaet at protestere!” De ler? Det kommer deraf, at De ikke er istand til at frigøre Dem fra Fordomme! For Fanden! — jeg forstaar nok, hvori Ubehageligheden ligger, naar man bliver bedragen i lovligt Ægteskab. Men det er jo bare den nederdrægtige Følge af en nederdrægtig Kendsgærning ved hvilket saavel den ene som den anden er beskæmmet. Men naar Hornene, saaledes som i det ikke præstevelsignede Ægteskab, anerkendes aabenlyst, saa eksisterer de overhovedet ikke længer og taber endogsaa Benævnelsen Horn. Tværtimod, Deres Kone beviser Dem derved kun sin Agtelse, hun anser Dem ikke istand til at modsætte Dem hendes Lykke og holder Dem for saa fornuftig, at De ikke vil hævne Dem paa den nye Mand. Fanden tage mig sværmer jeg ikke ofte for — hvis jeg skulde gifte mig, med Præst eller uden Præst, det er det samme — selv at føre Elskeren til min Kone, i Fald hun skulde betænke sig længe paa, om hun skulde anskaffe sig en eller ikke. „Kære Veninde”, vilde jeg sige, „jeg elsker Dig, men jeg ønsker ogsaa, at Du maatte agte mig — Saaledes vilde jeg tage Sagen.”
Peter Petrowitsch, der kun havde hørt paa Halvdelen af al denne Passiar, lo saa smaat. Han havde i Virkeligheden ogsaa ganske andre Ting i Hovedet, og endelig lagde Lebesätnikow Mærke hertil.
