136
Man kunde se, at Peter Petrowitsch var i en en vis Bevægelse; han gned sig i Hænderne og grublede.
Alt dette huskede Andrej Ssemjonowitsch siden, og han trak sine Slutninger deraf.
VIII.
Det vilde være en vanskelig Opgave at udgrunde hvilke Aarsager der egentlig i Katerina Iwanownas forskruede Hoved havde fremkaldt den Beslutning at holde dette urimelige Gravøl.
Næsten ti Rubler af de femogtyve, hun havde faaet af Raskolnikow til Marmeladows Begravelse, var gaaet med dertil.
Katerina Iwanowna holdt det maaske for sin Pligt ligeoverfor den afdøde at ære hans Minde, „som sig hør og bør”, saa at alle Husfællerne, og især Amalia Iwanowna, skulde vide, at han slet ikke havde været daarligere end dem, men kanske endnu meget bedres og at ingen af dem havde Ret til „at rynke paa Næsen ad ham.”
Maaske var det ogsaa denne ejendommelige Følelse: „Fattigdommens Stolthed”, der havde øvet sin Indflydelse, og som i Følge visse Skilke i vort folkelige Liv Foranlediger mange Fattige til at anspænde deres sidste Kræfter og anvende den sidste Spareskilling kun for „ikke at staa tilbage for andre", og for ikke at blive kritiseret af disse „andre”
Meget sandsynligt var det ogsaa, at Katerina Iwanowna ved denne Lejlighed, og just i det Øjeblik, da alle her i Verden syntes at have forladt
