Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/533

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

139

lig Karakter, men vedvarende Ulykke og Modgang havde bragt hende saa vidt, at hun ligefrem med indædt Harme krævede Fred og Ro og fordrede, at ingen maatte understaa sig til at leve anderledes; den mindste Mislyd i Livet, det mindste Uheld gjorde hende straks næsten rasende, og efter de mest rosenfarvede Forhaabninger og Fantasier slog hun straks om i Modsætningen, kunde forbande Skæbnen, rive al Ting itu og kaste det bort og løbe Hovedet mod Væggen.

Ogsaa Amalia Iwanowna havde nu pludselig i Katerina Iwanownas Øjne faaet en usædvanlig Betydning, maaske ene og alene fordi hun havde besluttet sig til ved dette Gravøl at tage sig med Iver af alle Forberedelser og Anordninger; hun havde overtaget at dække Bordet, at skaffe Dækketøj og Spisestel, og at lave Maden i sit Køkken.

Katerina Iwanowna, som selv maatte gaa paa Kirkegaarden, havde overladt hende alt.

Og al Ting var besørget paa det bedste; Bordet var endogsaa temmelig ordentlig opdækket; Spisestel, Knive, Gafler, Vinglas, Ølglas, Kopper — alt dette var ganske vist af forskellige Mønstre og laant baade her og der hos de andre Lejere, men alt var paa sin Plads til rette Tid, og Amalia Iwanowna, der nu følte, at hun havde gjort sine Sager udmærket, modtog de hjemvendende med en vis Stolthed. Hun var i fuld Stads, havde en Hue med nye Sørgebaand paa, og en sort Kjole. Skjønt denne Stolthed var velfortjent, mishagede den dog Katerina Iwanowna højlig, „som om man virkelig ikke havde kunnet dække Bordet uden Amalia Iwanowna!”

Heller ikke Huen med de nye Baand behagede hende: „er ikke, denne dumme tyske Kælling ligefrem stolt af, at hun er Værtinde her og af Barmhjær-