140
tighed har nedladt sig til at hjælpe en stakkels Lejeboer? Af Barmhjærtighed!… Jo, jeg beder! Hos Katerina Iwanownas Fader, som havde været Oberst og næsten Guvernør, der blev der ofte dækket Bord for fyrretyve Personer, og saadan en som Amalia Iwanowna vilde de ikke en Gang have taalt i Køkkenet…”
Katerina Iwanowna havde forøvrigt foresat sig, at hun foreløbig vilde holde sine Følelser for sig selv, skønt hun allerede havde fast besluttet, at hun endnu i Dag skulde give denne Amalia Iwanowna hendes Skudsmaal, saa hun ikke skulde indbilde sig Gud ved hvad; foreløbig behandlede hun hende blot med en vis Kulde.
En anden Ubehagelighed var ogsaa tildels Skyld i Katerina Iwanownas Pirrelighed; af alle de Lejere, som var indbudne til Begravelsen, var — med Undtagelse af den lille Polak, der endogsaa havde fundet Tid til at løbe til Kirkegaarden — næsten ingen kommen derhen; men til Gravøllet, det vil sige til Mad og drikke, var især de ubetydeligste og fattigste komne, og mange af dem ikke engang ganske ædru. De ældre og solidere syntes derimod ligesom at have aftalt ikke at komme. For Eksempel Peter Petrowitsch Lushin, den saa at sige solideste af alle, var ikke kommen, skønt Katerina Iwanowna endnu i Gaar Aftes havde fundet Lejlighed til at fortælle alle — det vil sige, Amalia Iwanowna, Poletschka, Sofia og den lille Polak — at dette var det nobleste og højmodigste Menneske, der havde de højeste Forbindelser og en meget stor Formue; han havde været en Ven af hendes første Mand, havde Adgang til hendes Faders Hus og havde lovet hende at sætte alle Midler i Bevægelse for at udvirke en stor Pension til hende.
