142
Lejlighed i Forbigaaende bemærke, at naar de vendte sig bort, naar de mødtes, da var dette ikke paa sin Plads, men meget enfoldigt.
Heller ikke den tykke Oberstløjtnant, egentlig en afskediget Stabskaptejn, var kommen; han var imidlertid tilstrækkelig undskyldt. Han havde endnu ikke sovet sin Rus fra i Gaar ud.
Der var kun kommet følgende: Den lille Polak; en lille styg, ordknap Kontorist i fedtglinsende Kjole og med Fregner i Ansigtet, og en Fyr, som udbredte en modbydelig Lugt omkring sig; dernæst en døv og halv blind gammel Mand, der en Gang for lang Tid siden havde været i Postvæsenets Tjeneste og for hvem en eller anden betalte Pensionen hos Amalia Iwanowna. Desuden var der endnu en fordrukken, afdanket Løjtnant, egentlig en forhenværende Proviantforvalter, som altid lo uanstændig højt og denne Gang endogsaa, „tænk Dem,” ikke havde nogen Vest paa!
En Gæst havde, uden en Gang at hilse paa Katerina Iwanowna, straks sat sig til Bordet; en anden var af Mangel paa Klæder, mødt i Slaablok, men dette var da ogsaa saa uanstændigt, at han af Amalia Iwanowna og Polakken blev transporteret ud.
Den lille Polak havde for Resten indført to Landsmænd, som slet ikke boede hos Amalia Iwanowna, og som man aldrig havde set før.
Alt dette berørte Katerina Iwanowna paa det ubehageligste. „For hvem var altsaa alle disse Forberedelser gjort?”
Selv Børnene havde man for at vinde Plads ikke givet Plads ved Bordet, der desuden optog næsten hele Værelset; der var dækket til dem henne i Krogen paa Kufferten; de to mindste sad paa en lille Bænk, og Polettchka som den største, maatte se efter dem, give dem Mad og pudse Næserne paa dem.
