144
Iwanowna blinkede hen mod Værtinden. „Ser De, hvordan hun spærrer Øjnene op; hun føler, at vi taler om hende, men véd ikke om hvad, og nu glor hun paa os, den Ugle, ha, ha, ha!…” Her blev hun afbrudt af et Hosteanfald. „Og hvad er det egenlig, hun vil vise os med sin Hue!” (Atter Hoste). „Har de mærket, at hun lægger an paa at vise alle, at hun ligesom protegerer mig og viser mig en Ære ved sin Nærværelse? Jeg bad hende at indbyde anstændige Folk, Bekendte af den Afdøde, og nu ser De, hvad det er, alt det hun har skrabet sammen! Bare Narre og Pjalte! Se bare paa ham der med det skidne Ansigt, saadan en væmmelig Snotnæse! Og Polakken der … ha, ha, ha!” (atter Hoste). „Ingen af dem har hun set her før; jeg heller ikke; hvorfor „kommer de da nu, maa jeg spørge? Se, hvor de sidder og paraderer dèr; hej, Pane! har De faaet Pandekager?”. raabte hun til den ene, „tag dog et Par! Vil De ikke have Øl, eller en Snaps … Ser De, hvor han springer op og takker, ser De, ser De!… De stakkels Folk er vist gruelig sultne! Det gør ikke noget, lad dem bare en Gang spise sig mætte. I det mindste støjer de da ikke, men … men jeg er bange for Værtindens Sølvskeer!… Amalia Iwanowna,” vendte hun sig pludselig næsten højt til hende, „hvis der bliver stjaalet en Ske fra Dem, saa erklærer jeg paa Forhaand, at jeg ikke vil paatage mig noget Ansvar for det! Ha, ha, ha!” lo hun igen højt og vendte sig til Raskolnikow, idet hun hentydede til Værtinden og glædede sig over sit Indfald. „Hun forstod mig ikke; se bare paa den Ugle, en rigtig Ugle med nye Baand, ha, ha, ha!”
Saa afløftes Latteren igen af et hæftigt Hosteanfald, som varede næsten fem Minuter. Paa Lommetørklædet saas der Blodspor. Sveden traadte
