48
kan der hverken fra hendes eller fra hans Side være Tale om egenlig Kærlighed. Men Dunja er ikke alene en fornuftig Pige, hun er ogsaa god og ædel og vil pligtskyldig gøre den Mand lykkelig, som ogsaa paa sin Side vil bestræbe sig for, at hun faar det godt. Og det har vi endnu ikke Grund til at tvivle om, skønt det ikke kan nægtes, at hele Historien er gaaet noget hurtigt. Han er jo desuden en meget beregnende Mand og vil let kunne indse, at hans egen huslige Lykke vil blive stærkere, jo lykkeligere hun bliver. Og med Hensyn til Uligheder i Karakter, Vaner eller forskællige Meninger — noget, som tidt findes selv hos de lykkeligste Ægtefolk —, har Dunja sagt mig, at hun ikke frygtede for, at dette skulde give Grund til Uro og at hun kunde læmpe sig efter ham i meget, hvis Forholdet mellem dem i Fremtiden blev grundet paa Ærlighed og Retsindighed. Det forekom mig ogsaa, at han i Begyndelsen var noget kort for Hovedet, men saadan er vel hans Natur. Ved sit andet Besøg, da Dunja havde givet ham sit Ja, sagde han for Eksempel, at han allerede før han havde lært Dunja at kende, havde tænkt paa at ville gifte sig med en ærbar Pige; men hun maatte ingen Medgift bringe, og det maatte helst være en Pige, der havde levet i smaa Kaar. Manden burde aldrig have noget at takke sin Kone for, mente han; det var bedre, naar Konen maatte være Manden taknemlig for hans Velgærninger. Han udtrykte sig maaske nok i en lidt finere og høfligere Form — jeg husker ikke saa nøje, hvorledes Ordene faldt. Det var bare saadan en løs henkastet Ytring i Samtalens Løb, uden nogen bestemt Hensigt. Alligevel stødte det mig dog lidt, og jeg talte senere til Dunja om det; men hun blev bare lidt ærgerlig og sagde: „Ord og Handling er to Ting,” og det kan hun jo have Ret i. Før
