148
saa overstadig drukken, tænkte han dog paa Børnene.”
„En Hane! hvad?… Jeg syntes De sagde en Hane?” raabte Proviantforvalteren.
Katerina Iwanowna værdigede ham ikke et Svar. Hun tænkte paa noget andet og sukkede.
„De tror vist ogsaa, ligesom alle andre, at jeg var for stræng mod ham”, vendte hun sig til Raskolnikow, „men det var ikke Tilfældet! Han agtede mig højt, meget højt! Han var en ærlig Sjæl! Og hvor ondt havde jeg ikke ofte af ham, naar han sad henne i et Hjørne og saa paa mig; da var jeg ofte fristet til at klappe ham og kæle for ham, men saa maatte jeg altid tænke: „Kæler Du for ham nu, saa drikker han sig igen fuld.” Kun med Strænghed kunde man holde ham nogenlunde i Tømme.”
„Ja, ja, holde ham under Pisken! Det skete nok ofte, at han fik af Snærten!” brølede atter Proviantforvalteren og skyllede endnu et Glas Brændevin ned.
„Der er mangen et Bæst, som ikke alene burde piskes, men have Prygl med et Kosteskaft. Denne Gang taler jeg ikke om den afdøde!” brusede det ud af Katerina Iwanowna, idet hun hæftigt vendte sig mod Manden.
Pletterne paa hendes Kinder blev stadig rødere, hendes Bryst gik op og ned. Der fattedes blot en Ubetydelighed, og hun vilde have gjort Skandale. Mange af Gæsterne var gnavne, andre syntes det var, som det skulde være. De puffede til Proviantforvakteren og hviskede til ham; det var tydeligt, at man vilde hidse dem paa hinanden.
„Undskyld, at jeg spørger — hvad mente De egenlig med det?” begyndte han, „skal det betyde, paa hvem er det … som De netop … aa nej, for
