150
Flamme og bemærkede gamle højt, saa det kunde høres paa den anden Side Bordet, at Afsenderen selvfølgelig var „et drukkent Asen”.
Ogsaa Amalia Iwanowna, der følte sig dybt saaret af Katerina Iwanownas Overmod, fik Lyst til at give Selskabets Opmærksomhed en anden Retning.
Hun begyndte derfor paa sit gebrokne Russisk at fortælle en kedsommelig, dum Historie og foranledigede derved Katerina Iwanowna til den Bemærkning, at hun dog endelig herefter maatte lade være at diske op med russiske Anekdoter.
Amalia Iwanowna følte sig naturligvis meget saaret af dette og svarede, hvorefter Katerina Iwanowna ikke længer kunde styre sig, men brød ud i en høj Latter, saa at Amalia Iwanowna tabte Taalmodigheden helt og holdent og knapt kunde lægge Baand paa sig.
„Hør bare paa den Natugle! hvor hun radbrækker,” raabte Katerina Iwanowna til Raskolnikow, „har De nogensinde hørt sligt skrækkeligt Vrøvl? Alle disse Petersborger-Udlændinge, især de tyske, er dog langt dummere end vi; har De ikke lagt Mærke til det? Ak, den Tosse! Hun tror, det er saa herligt med den rørende Historie, hun fortæller, og aner ikke, hvor dum hun er! Efter min Mening er endogsaa denne fordrukne Proviantforvalter meget fornuftigere end hun, man ser i alt Fald paa ham, at han er en Fyldehund og har drukket den sidste Rest af Forstand bort. Men denne her, hun lader saa alvorlig … se bare, hvorledes hun nu gloer hen for sig … hun ærgrer sig, hun ærgrer sig, ha, ha, ha!”
Efter Latteren fulgte atter et Hosteanfald.
For Resten var Katerina Iwanownas Munterhed nu bleven ustanselig; hun blev meget livlig og
