154
hun straks skulde forlade Lejligheden og nævnte blandt andet ogsaa den „gule Billet”.
Katerina Iwanowna puffede Sofia fra sig og var just i Begreb med at styrte sig over sin Modstanderinde for at rive hende Huen af Hovedet — da aabnedes pludseligt Døren, og paa Terskelen viste Peter Petrowitsch Lushin sig.
Han stod der og saa paa hele Selskabet med et strængt, opmærksomt Blik.
Katerina Iwanowna løb ham i Møde.
VI.
„Peter Petrowitsch,” skreg hun, „beskyt De mig i det mindste. Forklar dog denne dumme Skabning, at hun ikke maa understaa sig at omgaas saaledes med en nobel Dame, der befinder sig i ulykkelige Kaar, at der endnu gives Domstole … jeg gaar selv direkte til Generalguvernøren … hun maa trækkes til Ansvar … Tænk paa min Faders Gæstevenskab, beskyt de Faderløse!…
„Undskyld, undskyld, Madame,” sagde Peter Petrowitsch spørgende, „jeg havde slet ikke den Ære at kende Deres Hr. Fader, hvad De meget godt selv véd … jeg har ikke ringeste Lyst til at blande mig i Deres bestandige Stridigheder med Amalia Iwanowna … Jeg er her nu i egne Anliggender og ønsker en øjeblikkelig Forklaring med Deres Steddatter, Sofia … Iwanowna hedder hun ikke saaledes? Men tillad mig dog at komme ind…”
Peter Petrowitsch lod Katerina Iwanowna staa
