155
og begav sig hen til det modsatte Hjørne, hvor Sofia stod.
Katerina Iwanowna var som lynslagen. Hun kunde ikke begribe, hvorledes det var muligt, at Peter Petrowitsch kunde nægte, at han havde nydt hendes Faders Gæstevenskab. Efter at hun først havde bundet sig selv denne Fabel paa Ærmet, troede hun fuldt og fast paa den.
Ogsaa Peter Petrowitsch's forretningsmæssige, tørre og noget truende Tone, der endogsaa var blandet med Foragt, slog hende.
Alle de øvrige var ogsaa blevne stille, da han viste sig. Desuden var der ogsaa en altfor skarp Disharmoni mellem hele dette Selskab og denne „alvorlige Forretningsmand”; man saa paa ham, at han var kommen for noget vigtigt, at der vel maatte være et eller andet usædvanligt, som bevægede ham til at vise sig i et saadant Selskab, og at følgelig en vigtig Begivenhed maatte forestaa.
Raskolnikow, der havde staaet ved Siden af Sofia, gjorde Plads for ham; Peter Petrowitsch lod, som han ikke bemærkede ham.
Et Minut efter viste Lebesätnikow sig; han gik imidlertid ikke ind i Værelset, men blev staaende paa Tærskelen og hørte paa det følgende med spændt Nysgærrighed, skønt ogsaa med Forbavselse; det lod, som om han længe ikke kunde begribe noget af det.
„Undskyld, hvis jeg forstyrrer, men Sagen er temmelig vigtig, bemærkede Peter Petrowitsch saadan i Almindelighed uden at vende sig til Nogen i Særdeleshed, „det er mig endogsaa kært, at der er Vidner. Amalia Iwanowna, jeg beder Dem høfligst om som Værtinde at lægge Mærke til den Samtale, jeg nu kommer til at føre med Sofia Iwanowna. Sofia Iwanowna,” vedblev han, idet han vendte sig direkte til den forbavsede og allerede nu forskrækkede
