Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/552

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

158

have talt galt, thi knap et Minut, før De kom, havde jeg sluttet min Beregning og fundet Summen rigtig. De kan sige Dem selv, — at naar jeg tager Hensyn til Deres Forvirring, Deres Hast med at forlade Værelset, den Omstændighed, at De en Stund havde Hænderne liggende paa Bordet; fremdeles naar jeg ser hen til Deres Stilling i Samfundet og de dermed forbundne Vaner, var jeg da ikke, selv mod min Vilje og med sand Afsky, saa at sige nødt til at blive staaende ved denne Mistanke, — en Mistanke, som visselig er haard, men dog sikkerlig retfærdig? Jeg tilføjer endnu og gentager: trods min bestemte Overbevisning begriber jeg meget godt, at der ligger en vis Risiko i min nuværende Anklage. Men De ser, jeg har ikke kunnet undlade at optræde mod Dem, og skal endogsaa sige Dem hvorfor: ene og alene paa Grund af Deres sorte Utaknemlighed! … Beder jeg Dem ikke for Deres fattige Slægtninges Skyld komme til mig, giver jeg Dem ikke en efter mine Forhold passende Understøttelse paa ti Rubler, og saa gengælder De mig straks paa Stedet med en saadan Handlemaade! Nej, det er dog vel i højeste Grad urigtigt! Det fortjener en Lektion! Betænk, hvad De gør, jeg beder Dem om det som Deres sande Ven, thi en bedre Ven kunde De i dette Øjeblik ikke have; kom til Besindelse! I modsat Fald er jeg ubønhørlig!… Naa, altsaa, hvordan forholder det sig?”

„Jeg har ikke taget noget fra Dem,” hviskede Sofia i frygtelig Angst, „De gav mig ti Rubler — dèr, tag dem igen.” Sofia tog Lommetørklædet ud af Lommen, fandt Knuden, løste den op, tog Tirubel-Sedlen ud og rakte den til Lushin.

„Og de hundrede Rubler — De vil altsaa ikke tilstaa?” sagde han bebrejdende og haardnakket uden at tage imod Pengesedlen.