161
„Jeg er rede til det og tager Ansvaret paa mig … men hold dog en Gang op, Madam, vær lidt roligere! Jeg ser jo godt nok, at De er modig! — Men hvordan skal det gaa for sig?” mumlede Lushin, „det maa jo ske i Politiets Nærværelse … skønt der er jo Vidner nok for Haanden … Jeg er rede … men for en Mand er det da ikke ganske passende … men hvis Amalia Iwanowna vilde være behjælpelig … slige Forretninger gaar for Resten ikke saadan uden videre … Hvad skal vi egenlig gøre?…”
„Lad den, der har Lyst, undersøge hende!” skreg Katarina Iwanowna. „Sofia, vend Lommerne for ham! Se der, se! Aa Skam, se den der er tom, her laa Lommetørklædet, den er tom! Ser Du, der er den anden Lomme, der, ser Du…!”
Og Katarina Iwanowna lod sig ikke nøje med roligt at vende Lommerne, hun rev dem formeligt ud.
Men ud af den højre Lomme fløj der pludseligt et Papir, som beskrev en Bue i Luften og faldt lige ned for Lushins Fødder.
Alle havde set det og nogle skreg højt, da Papiret faldt. Peter Petrowitsch bukkede sig ned, tog Papiret op fra Gulvet og foldede det ud, saa alle kunde se det.
Det var en tredobbelt sammenlagt Hundredrnbelseddel. Peter Petrowitsch holdt den højt i Vejret og viste den frem.
„Tyvemær! Ud af mit Hus! Politi! Politi!” skreg Amalia Iwanowna, „til Sibirien skal hun!… Ud med sig!”
Fra alle Kanter lød der Udraab.
Raskolnikow tav uden at vende Øjnene fra Sofia, kun af og til saa han skarpt over paa Lushin.
