166
det virkelig var en Hundredrubelseddel; for da De gav Sofia Sjemjonowna Tirubelsedlen, saa jeg tydeligt, at De lige efter tog en Hundredrubelseddel op fra Bordet — jeg stod dengang ganske nærved, og jeg fik straks mine Tanker ved det, derfor glemte jeg heller ikke, at De beholdt Sedlen i Haanden. De foldede den sammen og beholdt den hele Tiden i den lukkede Haand. Saa agtede jeg ikke mere paa det, Hun da De rejste Dem, flyttede De den fra højre til venstre Haand, og da var den endda lige ved at falde fra Dem; da fik jeg igen den Tanke, at De vilde vise hende en Velgerning, som jeg ikke skulde mærke. De kan tænke Dem, hvordan jeg da passede paa — og jeg saa da ganske tydeligt, hvorledes det lykkedes Dem at stikke Seddelen ned i Lommen. Jeg saa det, saa det aldeles tydeligt, jeg vil aflægge Ed paa det!
Lebesätnikow var lige ved at tabe Vejret.
Fra alle Kanter lød Udraab, mest af Forbavselse, men der var ogsaa nogle iblandt, som var af en truende Art.
Alle trængte sig frem til Peter Petrowitsch. Katerina Iwanowna styrtede hen til Lebesätnikow.
„Andrej Ssemjonowitsch! Jeg har miskendt Dem! Beskyt De os! De alene tager hendes Parti! Hun er jo faderløs! Gud sender Dem! Andrej Ssemjonowitsch, min Redningsmand, kære Ven!”
Og Katerina Iwanowna faldt, uden at vide, hvad hun gjorde, ned paa Knæ for ham.
„Løgn og Vrøvl!” hvæsede Lushin, som var ude af sig selv af Vrede, „det er jo lutter Opdigtelse, hvad De der staar og fortæller. Jeg glemte — huskede — glemte — hvad skal alt det betyde? Jeg skulde altsaa med Hensigt have smuglet Sedlen
