169
hvad De har til Hensigt med denne Nederdrægtighed! Føj, hvad De er for et elendigt gement Menneske.”
„Den Hensigt, som ligger til Grund for denne Nederdrægtighed, kan jeg forklare, og om det er nødvendigt, kan jeg ogsaa aflægge Ed paa det!” sagde endelig Raskolnikow med høj Stemme og traadte frem.
Han var tilsyneladende fast og rolig. Og da man saa ham, blev det alle klart, at Gaadens Løsning nu forestod.
„Jeg forstaar nu det Hele,” sagde Raskolnikow, idet han vendte sig direkte til Lebesätnikow. „Jeg var straks klar over, at man i denne Sag havde med en Nederdrægtighed at gøre; jeg havde denne Opfattelse paa Grund af særlige Omstændigheder, som kun jeg alene kender, og som jeg nu skraks skal meddele; i disse Omstændigheder ligger nemlig Opløsningen! De, Andrej Ssemjonowitsch, har ved Deres uvurderlige Oplysninger løst enhver Tvivl og jeg beder alle de tilstedeværende om at være opmærksomme: Denne Herre — her pegede han paa Lushin — friede nylig til en ung Pige, til min Søster Awdotja Romanowna Raskolnikowa. Men kort efter hans Ankomst til Petersburg blev han og jeg ved vort første Møde Uvenner, og jeg jagede ham ud af min Bolig; det kan to Vidner bekræfte. Men dette Menneske er meget ondskabsfuldt; i Forgaars vidste jeg endnu ikke, at han boede her hos Dem, Andrej Ssemjonowitsch, og at han altsaa samme Dag, da vi blev Uvenner, altsaa i Forgaars, var Vidne til, hvorledes jeg som Ven af den afdøde Hr. Marmeladow gav hans Hustru Katerina Iwanowna nogle Penge til Begravelsen. Straks derefter skrev han en Billet til min Moder og angav deri, at jeg ikke havde givet disse Penge til
