Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/565

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

171

altsaa, da han angreb mig, kun havde beskyttet og bevaret min Søsters, hans Bruds Ære. Med faa Ord, han kunde derved paany bringe Uenighed mellem mig og min Familie og haabede naturligvis paa denne Maade atter at vinde deres Gunst. Jeg vil nu ikke tale om, at han gennem denne Bagvaskelse vilde tage personlig Hævn over mig, fordi han havde Grund til at antage, at Sofia Ssemjonownas Lykke og Ære var mig dyrebar. Dette var hans hele Beregning; saaledes opfatter jeg Sagen. Dette var hans Hensigt, og en anden gives der ikke!”

Omtrent saaledes sluttede Raskolnikow sin Tale.

Den var hyppig bleven afbrudt af Tilhørernes Udraab; de havde iøvrigt været meget opmærksomme. Men trods alle Afbrydelser havde han talt roligt, klart og fast. Hans skarpe Tone, det overbevisende i Maaden og hans alvorlige Udseende havde paa alle gjort et usædvanligt Indtryk.

„Ja saaledes forholder det sig, fuldstændig saaledes!” sagde Lebesätnikow entusiastisk. „Ingen anden Forklaring er mulig, for han spurgte mig udtrykkelig, da Sofia Ssemjonowna knapt var kommen ind i vort Værelse, om De var her, om jeg ikke havde set Dem blandt Katerina Iwanownas Gæster. Han trak mig i den Anledning hen til Vinduet og udspurgte mig sagte. Det var altsaa beregnet, at De skulde være til Stede! Saaledes er det, det stemmer altsammen fuldkommen!”

Lushin tav og smilte foragteligt.

Han var for Resten meget bleg; det lod til, at han spekulerede paa, hvorledes han bedst kunde trække sig ud af det hele.

Helst havde han ladet alt i Stikken og gaaet sin Vej, men det var nu næsten umuligt; det vilde have betydet, at han direkte indrømmede Rigtigheden af de anklagende Beskyldninger mod ham,