173
Fritænkere, som anklager mig af personlig Hævn — noget, som de i deres Dumhed selv har tilstaaet … Ja, saadan gaar det!… Vær saa god…!”
„Forduft øjeblikkelig fra mit Værelse; se til, at De straks kommer ud, mellem os er alt forbi … Og naar jeg tænker paa, at jeg næsten er gaaet ud af mit gode Skind for at indvie ham … i hele fjorten Dage…!” udbrød Lebesätnikow.
„Jeg har jo allerede selv før sagt Dem, at jeg vilde flytte, Andrej Ssemjonowitsch, De vilde jo endogsaa holde mig tilbage; nu har jeg bare at tilføje, at De er en Nar. Jeg ønsker, at De maa faa kureret baade Deres svage Forstand og Deres svage Øjne. Undskyld, mine Herrer!”
Han havde trængt sig igennem de Omstaaendes Rækker; imidlertid gjorde det Proviantforvalteren ondt, at han skulde slippe bort med Skældsord alene; han tog et Glas fra Bordet og sigtede paa Peter Petrowitsch; men Glasset fløj lige i Hovedet paa Amalia Iwanowna. Denne skreg højt og Proviantforvalteren, som ved Anstrængelsen havde tabt Ligevægten, faldt tungt under Bordet.
Peter Petrowitsch gik ind i sit Værelse og en halv Time efter havde han forladt Huset.
Den af Naturen frygtsomme Sofia vidste forlængst, at ingen var lettere at tilintetgøre end hun; til ustraffet at fornærme hende kunde næsten alle og enhver tiltage sig Retten. Men indtil nu havde hun troet, at det var muligt ved Forsigtighed, Blidhed og Hengivenhed mod alle og enhver at undvige en Ulykke. Hendes Skuffelse var derfor altfor smærtelig; vel kunde hun taale næsten alt med Taalmodighed og uden Knurren — endogsaa dette Men i første Øjeblik var det dog blevet hende for tungt. Efter at den første Skræk og den første Bedøvelse var forbi, og hun havde begrebet alt, var
