177
„Hvad skulde der være blevet af mig uden Dem!” sagde hun straks, — det var aabenbart, at hun kun havde ventet paa ham for at sige ham dette.
Raskolnikow satte sig paa Stolen, fra hvilken hun netop havde rejst sig. Hun blev staaende to Skridt foran ham, akkurat lige som i Gaar.
„Sofia?” sagde han, og han følte, at hans Stemme skælvede, „hele denne Historie var dog kun den naturlige Følge af „Stillingen i Samfundet og de dermed forbundne Vaner” … Forstod De det, før da De var derhenne?”
Hendes Aasyn vidnede om en uendelig Bekymring.
„Tal ikke som i Gaar!” afbrød hun ham. „Jeg beder Dem, begynd ikke igen som i Gaar; der er nok af Kvaler alligevel…”
Hun forsøgte at smile af Frygt for, at denne Bebrejdelse kunde mishage ham.
„Det var dumt af mig, at jeg løb min Vej. Hvordan mon det nu gaar derhenne? Jeg vilde netop nu til at løbe derhen igen, men jeg tænkte … at De kunde komme derhen.”
Han fortalte hende, at Amalia Iwanowna kastede Familien ud af Lejligheden, og at Katerina Iwanowna var løbet afsted for „at søge Retfærdighed.”
„Ak, for Guds Skyld!” raabte Sofia, „kom! …,” og hun greb sin Mantilje.
„Evig og bestandig det samme!” raabte Raskolnikow hæftigt, „Deres eneste Tanke er bare dem! Blik nu her hos mig.”
„Men … Katerina Iwanowna.”
„Katerina Iwanowna løber ikke bort fra Dem; hun kommer nok selv til Dem, siden hun er løbet fra Huset,” tilføjede han mut. „Hvis hun kommer herhen og ikke træffer Dem, saa faar De blot Skylden igen.”
