178
Sofia satte sig under kvalfuld Tvivl om, hvad hun skulde. Raskolnikow tav, saa hen for sig og grundede.
„Vi kan antage, at det ikke for Øjeblikket var Lushins Hensigt,” begyndte han, uden at se paa Sofia, „men hvis han nu havde villet, eller hvis det havde været indeholdt i hans Beregning — saa vilde han have sat Dem i Fængsel, dersom ikke tilfældigvis jeg og Lebesätnikow havde været der! Ikke sandt?”
„Ja,” sagde hun sagte — „ja,” gentog hun adspredt og bevæget.
Det kunde dog meget let sket, at jeg havde været fraværende, og Lebesätnikow var jo kun rent tilfældig nærværende.”
Sofia tav.
„Naa, og hvis De nu var kommen i Fængsel — hvad saa? Husker De, hvad jeg sagde i Gaar?”
Hun svarede fremdeles ikke; han ventede.
„Jeg troede, De igen vilde sige ligesom i Gaar: „Ak, ti, hold op,” sagde Raskolnikow spottende. „Naa, De tier?” spurgte han efter et Minuts Tavshed. „Man maa dog tale om et eller andet! Og nu vilde det just være mig af Interesse at vide, hvorledes De vilde løse et „Spørgsmaal”, som Lebesätnikow plejer at sige, — jeg taler virkelig alvorligt. Forestil Dem, Sofia, at De havde kendt alle Lushins Hensigter i Forvejen, at De havde vidst — og det ganske sikkert — at disse Hensigter vilde lede til Katerina Iwanownas og Børnenes Ruin, i Forbigaaende ogsaa til Deres egen. — De regner Dem jo selv for intet, altsaa nævner jeg Dem blot i Forbigaaende — og til Potetschkas … thi den samme Skæbne venter hende. Naa, altsaa: Naar det var afhængigt af Deres Beslutning, om De eller han skulde blive i Live, det vil sige, om Lushin
