180
„Du har virkelig Ret, Sofia,” sagde han endelig sagte.
Han var pludselig som forvandlet; hans paatagne frække og kraftløs-udfordrende Tone var forsvunden. Selv hans Stemme var bleven mildere.
„Jeg sagde Dig i Gaar, at jeg ikke vilde komme for at bede om Tilgivelse — og dog maa jeg næsten begynde med det… Det om Lushin og Guds Vilje, det sagde jeg bare saadan for mig selv … Jeg vilde dermed bede om Tilgivelse, Sofia…”
Han vilde smile, men der laa kun et svagt, ufuldendt Forsøg dertil omkring hans blege Læber; han sænkede, Hovedet og bedækkede Ansigtet med Hænderne. Pludseligt strømmede en besynderlig, uanet Følelse af Had mod Sofia gennem hans Hjærte. Han blev bange og forbavset over denne Følelse, rettede sig og saa opmærksomt paa hende; men da han mødte hendes urolige og bekymrede Blik, hvori der laa inderlig Kærlighed til ham, svandt hans Had som ved et Trylleslag.
Han havde bedraget sig selv, han havde forvekslet den ene Følelse. Det betød saa meget som, at nu var Øjeblikket kommet.
Han skjulte atter Ansigtet med Hænderne og sænkede Hovedet, Pludseligt blegnede han, rejste sig, og satte sig paa hendes Seng uden at sige et Ord. han følte, at dette Øjeblik havde en frygtelig Lighed med det, da han allerede havde løsgjort Øksen og stod bag den Gamle; han følte, at der ikke var et Øjeblik at tabe.
„Hvad fejler De?” spurgte Sofia ganske forsagt.
Han kunde ikke tale, saaledes havde han slet ikke forestillet sig denne Tilstaaelse; han kunde ikke begribe, hvad der nu foregik med ham.
