183
isnende Følelse over ham, som han allerede kendte fra før; han betragtede hende og saa pludselig i hendes Ansigt det samme Udtryk som i Elisabeths Aasyn, da han den Gang nærmede sig hende med Øksen, og hun trak sig tilbage for ham til Væggen, og værgede for sig med den udstrakte Haand. Det var dette bange Udtryk, som hos de smaa Børn naar de bliver skræmmede af noget, ser de stirrende og ængsteligt paa vedkommende Genstand, retirerer, strækker de smaa Hænder afværgende frem og er ved at bryde ud i Graad.
Næsten det samme skete nu med Sofia; ligesaa kraftløst, ligesaa ængsteligt saa hun en Tidlang paa ham og strakte den venstre Haand frem, berørte sagte med Fingrene hans Bryst, rejste sig langsomt fra Sengen og trak sig bestandig mere tilbage fra ham; hendes Blik, som var rettet paa ham, blev stadig stivere.
Pludselig meddelte hendes Skræk sig ogsaa til ham, han saa paa hende med næsten samme barnlige Mine.
„Har Du gættet det…?” hviskede han endelig.
„Herre, min Gud!” trængte det sig pludseligt frem af hendes Bryst med et Angstraab.
Kraftløs sank hun ned paa Sengen og gæmte Ansigtet i Puderne. Men i næste Øjeblik havde hun allerede atter rejst sig, flyttede sig nærmere op til ham, tog ham i begge Hænder, trykkede dem, med sine smaa Fingre saa stærkt hun kunde og saa ham stivt og ubevægeligt ind i Ansigtet.
Med dette sidste fortvivlede Blik vilde hun endnu spejde efter et Glimt af Haab … men hun fandt det ikke; der blev ingen Tvivl tilbage … alt var rigtigt!
Senere, naar hun mindedes dette Minut, syntes det hende ejendommeligt og vidunderligt, at det saa-
