184
ledes paa en Gang var blevet hende klart, at der ikke mere kunde være nogen Tvivl. Der kunde jo ikke være Tale om, at hun for Eksempel havde havt en Forudfølelse. Og dog syntes det hende nu, efter at han knapt havde sagt det, som om hun virkelig allerede havde anet alt.
„Hold op, Sofia!… Det er nok! Pin mig ikke!” bad han med dybt lidende Udtryk i Ansigtet.
Paa denne Maade havde han ikke tænkt sig Tilstaaelsen, men den var dog kommen saaledes.
Sofia sprang op, som om hun var ude af sig selv, vred Hænderne, fjærnede sig fra ham, kom atter hurtig tilbage, satte sig atter tæt ved ham, saa at Skuldrene næsten berørte hinanden. Pludselig for hun sammen, som om hun var stukken af et giftigt Dyr, udstødte et Skrig og kastede sig paa Knæ foran ham; hun vidste selv ikke hvad hun gjorde.
„Hvad har De … hvad har De dog gjort mod Dem selv!” raabte hun fortvivlet, sprang op og kastede sig om Halsen paa ham, omfavnede ham og trykkede ham hæftigt op til sig.
Raskolnikov vaklede tilbage og saa paa hende med et sørgmodigt Smil.
„Hvor underlig Du er, Sofia! — Du omfavner og kysser mig, efter at jeg har sagt Dig det. Du ved vist ikke, hvad Du gør?”
„Der findes nu ingen, ingen i hele Verden, som er ulykkeligere end Du!” raabte hun som ude af sig selv, uden at have hørt hans Bemærkning, og begyndte pludselig at hulke hysterisk.
Allerede længe havde en ham ubekendt Følelse arbejdet i hans Bryst og gjort hans Hjærte blødt. Endelig kunde han ikke længer værge sig derimod, — to Taarer trængte sig frem i hans Øjne og blev hængende ved Øjenhaarene.
