Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/579

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

185

„Du vil altsaa ikke forlade mig, Sofia?" spurgte han og saa næsten forhaabningsfuldt paa hende.

„Nej, nej, aldrig nogensinde!” udbrød hun, „jeg vil følge Dig, følge Dig overalt! Aa, Herregud!… Aa, jeg ulykkelige!… Hvorfor kendte jeg Dig ikke før! Hvorfor kom Du ikke før til mig! Aa, Herregud!”

„Naa, nu er jeg jo kommen!”

„Nu, ja, nu… aa, hvad skal vi gøre nu!… følges ad!” gentog hun ligesom i Tanker og omfavnede ham paany, „jeg gaar med Dig til Sibirien[1]!”

Pludselig kom der over ham en Følelse af Uvilje; det forrige foragtelige og næsten overmodige Smil prægede sig paa hans Læber.

„Til Sibirien?… Derhen vil jeg maaske ikke engang, Sofia,” sagde han.

Sofia saa spørgende paa ham.

Efter at det første lidenskabelige og kvalfulde Udbrud af Medfølelse for den ulykkelige var over, vendte nu atter den frygtelige Tanke paa Mordet tilbage. I den forandrede Tone i hans Ord hørte hun pludselig Morderen.

Hun saa paa ham med Skræk. Hidtil havde hun egenlig intet vidst; hverken hvorfor, eller hvorledes, eller i hvilken Hensigt det var sket. Først nu traadte alle disse Spørgsmaal paa en Gang frem for hendes Bevidsthed. Og atter kunde hun ikke tro, at han… var en Morder!

Var det da virkelig muligt?

„Men hvordan hænger det sammen? Hvor er jeg henne?” sagde hun i største Forvirring, som om

  1. Dødsstraf for ikke-politiske Forbrydere eksisterer ikke i Rusland. Mordere dømmes til Tvangsarbejde i de sibiriske Fæstninger og Bjærgværker.