186
hun slet ikke kunde komme til sig selv, „hvordan kunde De, et Menneske som De … beslutte Dem til noget saadant? Hvordan var det muligt?”
„For at røve! Hører Du, Sofia!” svarede han ligesom træt og næsten ærgerlig.
Sofia stod der som bedøvet; endelig udbrød hun:
„Du sultede!… Du vilde hjælpe din Moder? … ikke sandt…?”
„Nej, Sofia, nej,” mumlede han og vendte sig bort med bøjet Hoved; „jeg var ikke saa farlig sulten;… Moder vilde jeg nok hjælpe, men … det er heller ikke ganske rigtigt… pin mig ikke, Sofia!”
Hun slog Hænderne sammen.
„Er det da virkelig muligt! Herre Gud, hvordan kan det være muligt! Hvem kan tro det? Hvorledes kunde da De, som selv gav Deres sidste Skilling, dræbe … for at røve! Men, Du min Gud!” raabte hun pludselig, „de Penge, De gav Katerina Iwanowna … de Penge!… For Guds Skyld, skulde de ogsaa…”
„Nej, Sofia,” afbrød han hende hurtigt, „de Penge er ikke derfra, vær Du rolig. De Penge havde min Moder sendt mig, jeg fik dem medens jeg var syg, samme Dag jeg gav dem bort… Rasumichin véd det… det var ogsaa ham, som tog imod dem til mig… disse Penge tilhørte mig, de var min virkelige Ejendom.”
Sofia hørte paa ham, uden ret at begribe, hvorledes det hele hang sammen, skønt hun gjorde sig al Umage for at forstaa ham.
„Men de andre Penge… jeg véd for Resten slet ikke, om der var Penge,” tilføjede han sagte og eftertænksomt, „jeg tog den Gang Pungen fra hendes Hals, en Læderpung, den var fuldproppet… men jeg saa ikke i den, jeg havde vel ikke Tid til det…
