Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/581

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

187

Og de røvede Genstande… der var Guldknapper og Guldkæder imellem… alle disse Genstande samt Pungen gemte jeg under en Sten paa en fremmed Gaardsplads ved W-Prospektet… der ligger det altsammen endnu…

Sofia lyttede med anstrængt Opmærksomhed.

„Naa, hvorfor altsaa…? hvad mente De med det „for at røve”, naar De dog ikke har taget noget?” spurgte hun hurtigt, lige som gribende efter et Halmstraa.

„Jeg véd det ikke… jeg har endnu ikke besluttet mig til, om jeg skal tage disse Penge eller ikke,” sagde han grublende, og idet han pludselig besindede sig, lo han kort og sagde: „Men det var dog en Dumhed, hvad jeg nu sagde — ikke sandt?”

Sofia fik pludselig den Tanke: „Skulde han maaske være sindsforvirret…?” Men hun opgav det straks — nej, der stikker noget andet under! Hun forstod slet ingen Ting.

„Sofia,” sagde han pludselig som i et eget Slags Begejstring, „véd Du, hvad jeg vil sige Dig: Dersom jeg bare havde myrdet af Sult” — han betonede hvert Ord, og saa gaadefuldt men inderligt paa hende — „saa vilde jeg nu være — lykkelig! Og hvad skulde det gøre Dig,” udbrød han fortvivlet i næste Øjeblik, „hvorledes kunde det være en Trøst for Dig, selv om jeg ogsaa nu straks tilstod min Uret? Hvad skulde denne dumme Triumf over mig kunne gavne Dig? Ak, Sofia, er jeg kommen til Dig derfor?”

Sofia vilde svare, men tav.

„Derfor sagde jeg Dig jo ogsaa i Gaar, at vi skulde gaa med hinanden, fordi Du er den eneste, som nu er tilovers for mig.”