Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/583

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

189

„Ak ja, — vi er forskelligtartede Mennesker!” sagde han igen, „vi passer ikke for hinanden. Hvorfor, hvorfor kom jeg til Dig?… Aldrig kommer jeg til at tilgive mig selv dette!”

„Nej, nej, det var godt, at Du kom!” udbrød Sofia, „det er bedre, at jeg ved det, meget bedre!”

Hun saa smærtefuldt paa ham.

„Ja!” sagde han endelig, som om han havde samlet sig, „saaledes var det jo ogsaa! Saaledes var det: Jeg vilde være en Napoleon — derfor myrdede jeg … naa, begriber Du det nu?”

„N … nej”, hviskede hun naivt og sky, „men tal, tal bare! Jeg skal nok forstaa det, jeg vil kunne forstaa det paa min Maade!” sagde hun bedende.

„Mon Du ogsaa virkelig kommer til at forstaa det? Naa, godt, vi faar at se.”

Han taug atter og grundede længe. Endelig begyndte han:

„Sagen er den: Jeg forelagde mig engang selv det Spørgsmaal, hvordan det vel vilde have været, hvis for Eksempel Napoleon havde været i mit Sted, og hvis han, for at begynde sin Løbebane, hverken havde havt Toulon eller Æpypten eller Overgangen over Alperne, men at der i Stedet for disse herlige, monumentale Ting blot havde været en latterlig gammel Kærling for Haanden, en Registratorenke, som man oven i Købet maatte slaa ihjel for at tage Penge ud af hendes Kuffert — for at begynde Løbebanen … naa, altsaa … vilde han nu have besluttet sig dertil, dersom der ikke var nogen anden Udvej? Vilde han ikke have rynket paa Næsen over, at dette var for lidt monumentalt … og at det var syndigt? — Naa, altsaa, siger jeg Dig, med dette Spørgsmaal pinte jeg mig frygteligt længe, saa at jeg tilsidst endog skammede enig, da