192
længe talt med nogen, Sofia … nu har jeg saa ondt i Hovedet.”
Hans Øjne glødede i Feberhede.
Det var næsten som om han nu begyndte at fantasere; et uroligt Smil spillede om hans Læber. Hans ophidsede Sindstilstand røbede hans Svaghed.
Sofia forstod Raskolnikows Kvaler. Ogsaa hun blev greben af et Slags Svimmelhed.
Tilsyneladende var hans Tale forstaaelig nok, men alligevel saa underlig!… „Hvordan hænger det sammen!” tænkte hun, „hvorledes er det muligt? aa, Herre Gud! —” og hun vred sine Hænder i Fortvivlelse.
„Nej, Sofia, det forholder sig ikke saaledes!” begyndte han atter og løftede Hovedet som om der var indtraadt et pludseligt Omslag i hans Tanker, „det forholdt sig ikke saaledes! Det er bedre, Du forestiller Dig … ja, … forestil Dig altsaa, at jeg er et egoistisk, misundeligt, ondskabsfuldt, afskyeligt, hævngærrigt Menneske med et Anstrøg af Vanvid — de taler jo allesammen bestandig om Vanvid! — Før sagde jeg Dig, at jeg under Universitetsstudierne ikke kunde skaffe mig Livsopholdet … og det havde jeg dog maaske kunnet! Moder vilde have sendt mig Kollegiepengene, Støvler, Klæder og Mad, det kunde jeg ganske sikkert til Nød selv have tjent! Jeg havde kunnet give Timer; de bød mig en halv Rubel. Rasumichin har jo fundet Arbejde! Men jeg var forbitret og vilde ikke, — ja jeg var forbitret — Udtrykket er godt! — Jeg krøb som en Edderkop ind i min Krog. Du har jo været i mit Hundehul og har altsaa set det … Véd Du, Sofia, at lave, snævre Værelser indsnævrer Sjæl og Aand? … Aa, hvor jeg hader dette Hundehul! Og dog vilde jeg ikke forlade det! Dage lange krøb jeg ikke ud af det, jeg vilde ikke arbejde, vilde ikke en
