Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/587

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

193

Gang spise; jeg laa stille hen: Bragte Nastasia mig noget, saa spiste jeg, bragte hun mig ingen Ting — saa gik Dagen ogsaa hen saaledes; af Forbitrelse spurgte jeg slet ikke mere efter det! Om Aftenen havde jeg ikke Lys, jeg laa der i Mørket; ikke en Gang for at skaffe mig Lys arbejdede jeg. Jeg skulde have studeret, men solgte mine Bøger; paa Bordet ligger Kollegiehæfterne bedækkede med finger tykt Støv. Jeg foretrak at ligge saaledes og drømme al Tid drømte jeg … Da havde jeg bestandig saadanne vekslende, underlige Drømme, om deres Indhold vil jeg ikke en Gang tale! Den Gang begyndte den Tanke at dæmre i mig, at … nej, ikke saaledes … det er atter galt! — Ser Du, jeg spurgte mig den Gang bestandig, hvorfor netop jeg skulde være dum, fordi andre var dumme?… og naar jeg havde den Overbevisning, at andre er dumme, hvorfor jeg da ikke vilde være klogere end de andre? Da, Sofia, tænkte jeg, at hvis jeg vilde vente, til alle blev kloge, saa vilde vel det vare for længe! … Dernæst fandt jeg, at dette Tidspunkt overhovedet aldrig vilde indtræffe, at Menneskene aldrig forandrer sig, og at der ikke findes nogen, som er i Stand til at hidføre en Ændring; — det vilde heller ikke lønne Umagen. Ja, det er nu en Gang saa, det er en Gang saadan en Lov … det er en Lov, Sofia! det er sikkert!… Men nu, Sofia, véd jeg, at den, som er aandsstærk og har en fast Vilje, han er — Hersker! Den, som vover meget, han har Ret. Den, som agter det store lidet — han er en Lovgiver; men den, som vover det største — han har ogsaa den største Ret! Saaledes har det været hidtil, og saa vil det al Tid blive, — kun de Blinde indser det ikke.”

Raskolnikow saa ved disse Ord paa Sofia, men han agtede ikke paa, om hun forstod dem eller ikke.