194
Feberen havde fuldstændig overmandet ham. Han var i en Art mørk Enthusiasme, og Sofia begreb, at denne fanatiske Lære var hans Trosprincip og hans Lov.
„Den Gang opdagede jeg, Sofia,” vedblev han eksalteret, „at Magten kun gives til den, som vover at bukke sig ned for at tage den op. Det gælder her kun et: — man maa vove! Dengang fik jeg en Tanke, det var første Gang i mit Liv, at den kom, — en Tanke, som før mig endnu ingen har havt, ingen! Det stod pludselig klart for mig … saa klart som Solen: — Hvoraf kan det vel komme, at hidtil ingen har vovet det … og at ingen, som ser paa al denne Afsindighed, vover det — ganske simpelt at tage alt det Krammeri i Nakken og smide det Fanden i Vold! — Jeg … jeg … havde Lyst til at vove det … og dræbte!… Jeg vilde blot vove det, Sofia … det er hele Grunden.”
„Ak, ti stille!” raabte Sofia og vred Hænderne. „De er falden fra Gud, og Gud har tugtet Dem — han har overgivet Dem til Djævelen.”
„Ak ja, Sofia; da jeg laa saadan i Mørket og alle disse Fantasibilleder drog mig forbi, da var det vel Djævelen, som var Anstifter af det altsammen — var det ikke?
„Ti stille, Gudsbespotter! De forstaar slet ingen Ting af det! Aa, Herre Gud!.. han forstaar ikke…”
„Du siger, at jeg skal tie, Sofia, — men det falder mig slet ikke ind at spotte, jeg ved jo selv, at Djævelen har forført mig. Stille, Sofia, stille!” gentog han mørkt og eftertrykkeligt, ”jeg véd alt. Alt det har jeg allerede forlængst betænkt og hvisket til mig selv, da jeg laa der i Mørket … alt det har jeg selv gennemstridt lige til det mindste Punkt, saa det tilsidst foraarsagede mig Væmmelse! Tror
