53
skal have listet sig ind i dit Hjærte! Er det Tilfælde, saa vil jeg bede for Dig. Kan Du endnu huske, min kære Dreng, hvorledes Du som Barn, den Gang din Fader endnu levede, sad paa mit Skød og fremstammede din Bøn, og hvor vi alle den Gang var lykkelige? Lev vel, eller heller: paa Gensyn! Jeg omfavner Dig saa inderligt, saa inderligt og kysser Dig utallige Gange.
Næsten hele Tiden, mens Raskolnikow læste, var
hans Ansigt vædet af Taarer, men det var blegt,
krampagtigt fortrukket, da han havde endt, og et
ondt, bittert Smil spillede om hans Læber. Han
trykkede Hovedet ned i den gamle, tynde Hovedpude
og laa længe, længe hensunken i Grublerier. Hjærtet
bankede voldsomt og hans Tanker stormede frem og
tilbage. Endelig blev dette Bur ham for lummert
og trangt — baade Øje og Tanker søgte større
Spillerum. Han greb sin Hat og gik ud. Denne
Gang var han ikke bange for at møde nogen; han
tænkte ikke engang paa det. Han tog Vejen langs
W—prospektet hen imod Wassilewsky-Øen. Men
efter gammel Vane drev han afsted uden at lægge
Mærke til Vejen, hviskende og talende højt med sig
selv, at de Forbigaaende saa forbavset paa ham —
mange troede, han var fuld.
IV.
Hans Moders Brev pinte og plagede ham, og hvad Hovedsagen angik, Kærnepunktet i Skrivelsen,
