196
andet, jeg vilde vide, noget andet, som drev mig frem, — jeg vilde den Gang vide, og jeg vilde vide det straks, — om jeg som alle andre var et Utøj eller et Menneske; — om jeg vel var i Stand til at overstige Skrankerne eller ikke? — om jeg vel vilde vove at bukke mig ned for at tage Magten op eller ikke? — om jeg blot var en skælvende Skabning eller om jeg havde en Ret…”
„Til at dræbe?… Om De havde en Ret til at dræbe?” udbrød Sofia og vred Hænderne.
„Ak, Sofie…!” sagde han opirret; — han vilde svare hende noget, men tav foragteligt, „afbryd mig ikke, Sofia! Jeg vilde kun bevise Dig ét: at Djævlen den Gang forførte mig, og at han først siden forklarede mig, at jeg ikke havde nogen Ret til det, just fordi jeg er et Utøj lige som alle de andre! Han gjorde sig blot lystig over mig den Gang … og saa er jeg da nu kommen til Dig! Modtag Gæsten! Dersom jeg ikke var et Utøj, vilde jeg da være kommen til Dig? Hør, da jeg den Gang gik hen til den Gamle, da var det mig blot om Forsøget at gøre!… det var bare det, jeg nu vilde sige Dig!”
„Og alligevel har De dræbt hende…!”
„Men hvordan?… Dræber man da maaske saaledes? Gaar man saaledes ud paa Myrderi, som jeg den Gang gjorde… Har jeg da maaske dræbt den Gamle?… Mig selv har jeg dræbt, men ikke den Gamle! Jeg slog mig ihjel den Gang — ihjel for evig! Men den Gamle slog Fanden ihjel, — jeg ikke! Lad det nu være nok, Sofia… lad mig nu være!” raabte han pludselig i krampagtig Nedtrykthed, „lad mig være.”
Han støttede Albuerne paa Knæerne og trykkede Hovedet mellem Hænderne som i en Skruestik.
„Aa, disse Lidelser,” stønnede Sofia.
