197
„Naa… hvad er der saa nu at gøre, sig mig det!” spurgte han, løftede pludselig Hovedet og betragtede hende med et af Fortvivlelse fordrejet Ansigt.
„Hvad der er at gøre?” raabte hun og sprang op, — hendes Øjne, der hidtil havde været fyldte med Taarer, lynede, og hun greb ham ved Skulderen. Han rejste sig og saa forbavset paa hende: „Gaa straks bort herfra, stil Dig paa en Korsvej, knæl ned, kys den Jord, Du har besudlet, og bøj Dig saa ned for alt Folket til alle Verdens Hjørner, og sig til alle: „Jeg har dræbt.” Da vil Gud sende Dig et nyt Liv. — Vil Du gaa? Vil Du gøre det?” spurgte hun ham, idet hele hendes Legeme skælvede, som om Feberen rystede hende; saa tog hun begge hans Hænder, trykkede dem fast i sine og saa paa ham med glødende Øjne.
Han var ganske betuttet og følte sig slaaet af hendes pludselige Ophidselse.
„Du mener altsaa — Sibirien, ikke sandt, Sofia? Jeg skal altsaa angive mig selv?” spurgte han mørk.
„Du maa tage din Straf og derved finde Forløsning — det maa Du gøre!”
„Nej, Sofia — jeg gaar ikke til Politiet.”
„Men hvorledes vil Du da leve herefter? raabte Sofia, „er da et saadant Liv tænkeligt? Hvordan skulde Du nu kunne tale med din Moder…? Aa, hvad skal der nu blive af hende! Men hvad siger jeg!… Du har jo forladt din Moder og Søster. Du har allerede maattet forlade dem! Gud i Himmelen!” raabte hun, „han ved det jo selv altsammen! Naa, hvordan vil Du da herefter leve, uden at have et eneste Menneske at støtte Dig til? Hvad skal der blive af Dig?”
