198
„Vær nu ikke noget Barn, Sofia,” sagde han sagte, „hvad har jeg da forbrudt lige overfor dem? Hvorfor skal jeg gaa til dem? Hvad skal jeg lige dem? Alt det er jo bare Spøgelsefrygt … Man tilintetgør jo selv i denne Verden Millioner Mennesker og anser det endog for en Dyd. Kæltringer og Uslinger er de allesammen, Sofia. Jeg gaar ikke! Og hvad skal jeg da sige dem?… At jeg har myrdet, men ikke vovet at tage Pengene … at jeg har gemt dem under en Sten,” tilføjede han og lo haanligt. „Da vil de jo bare le mig ud; vil bare sige: Du er en Nar, som ikke tog dem — en fejg Nar! De begriber ingen Ting, ingen Ting af det Sofia, og er heller ikke værdige til at begribe det. Hvorfor skulde jeg altsaa gaa til dem? — jeg gaar ikke. Vær ikke noget Barn, Sofia.”
„Du kommer til at pine Dig til døde, ja til døde” gentog hun og strakte bønfaldende Hænderne ud mod ham.
„Maaske har jeg ogsaa bagtalt mig selv,” bemærkede han mørkt og grublende, „maaske jeg dog er et Menneske og intet Utøj — og har været overilet i at dømme mig selv. Jeg vil endnu kæmpe.”
Et vedmodigt Smil svævede paa hans Læber.
„Og Du vil bære en saadan Kval?… hele Livet igennem … hele Livet!”
„Jeg vænner mig til det …” sagde han mørkt og eftertænksomt … „hør”, begyndte han efter en Stund, „hold op at græde; nu er det paa Tide at tale om noget andet; jeg er kommen for at sige Dig, at man søger mig, at man vil anholde mig.”
„Ak!” raabte Sofia forskrækket.
„Hvad skriger Du for? Lige nylig vilde Du have, at jeg skulde overgive mig — og nu bliver Du forskrækket over det! — Men jeg lader mig ikke
